PRESSEMEDDELELSE: 28. maj 2012
Udstillingen "Expanded Field" med Lars Heiberg


EXPANDED FIELD Lars Heibergs udstilling ”Expanded Field” undersøger maleriet som fortælling og konkret form

Udstillingen ”Expanded Field”, der åbner lørdag d. 2. juni i Kunstpakhuset, viser maleri, installation af Lars Heiberg. Aktuelle værker arbejder i maleriets udvidede felt, hvor både maleriet som konkret form og maleriet som fortælling undersøges.

FORM OG FARVE
Lars Heiberg arbejder i sine værker med at sætte det konkrete maleri og skulpturen op imod det narrative maleri og skulpturen. I udstillingen skaber han et spændingsfelt mellem de to typer maleri og skulptur for herigennem at spørge ind til om farvefladen og formen er lige så magtfulde som motivet og fortællingen? Hans konkrete værker forholder sig til forskellige farveskalaer. Han lader farverne, der er delt op i rød, blå, gul, grøn, orange og lilla, udtones. Farveskalaerne sættes op imod hinanden i en sammensætning, således at der opstår forskellige optiske farveforskydninger, som en kontrast til det narrative.

KLASSISKE MOTIVER
I Lars Heibergs figurative og fortællende værker er det hjemmets nips, der kommenteres og tematiseres; - blandt andet runde og ovale blomstermalerier såvel som porcelænsfigurer. Porcelænsfigurerne er sat ud i naturen og et nyt liv opstår i et miks af de klassiske figurer og naturmaleriet. De traditionelle figurer udspringer af malerierne og er fortællinger om mennesketyper.
Med stramt formelle samt finurlige narrative midler undersøger og udvider Lars Heiberg samtidens maleri og maleribegreb. Der er fernisering på ”Expanded Field” lørdag d. 2. juni;. Udstillingen kan ses frem til den 1. juli.