Skjult i kulissen

I Lars Heibergs fotoserier fra 2005 iscenesætter han sine egne malerier i private hjem. Velkendte hjem. For kunstneren. Og for de fleste. Min mors. Min brors. Min mormors. Men noget er anderledes. Malerierne på væggen hænger underligt. På kanten af en stikkontakt. For lavt. For højt. I et køkken. Eller klemt mellem porcelænsfigurer og platter.

Malerier med tapeter, der rives af. Noget er skjult. Overfladen krakelerer. Der ligger fortællinger gemt i kulissen. De lurer og vil ud. Ind imellem taler malerierne. ”Oh my God”. Som tegneseriefigurer, der kommenterer omgivelserne. Hjemmet. Genstandene. Personerne. Udsnittet.

Vis mig dit køleskab

Iscenesættelsen af hjem, der bliver stadig mindre private, og som stilles til skue som Ludvig d. 14.´s spisetaffel, er et udbredt fænomen. Afkodning af sociale adfærdsmønstre, job og status ud fra bogreoler og køleskabe er blevet til kollektive gættelege i tv-programmer og private stuer. Det er de kendte eller semi-kendte, der står for skud. Men selvbevidstheden hersker også i de almindelige hjem, hvor der er tænkt på, om overfladen er pudset eller sjusket. Og alligevel er meget ubevidst. Arvegods. Ikea-møbler. Nips. Bøger. Aviser. Politisk overbevisning. Interne konflikter. Nogle hjem synes lukkede for omverdenen, som om de ikke har ændret sig de sidste 50 år. Andre hjem er aldrig blevet færdigindrettede, dørhåndtagene falder af hver eneste dag.

Lars Heibergs casestudies af det hjemlige kommenterer om den omgivende verden, rummet udenfor, får lov til at komme indenfor. Står der en dør på klem? Er vinduessprosserne blevet til fængselstremmer? Bliver vi lukket ind, eller holdes vi ude? Farver, genstande, mønstre og figurer fra malerierne kommenterer eller forbinder sig til genstande i dagligstuen. Det er en undersøgelse af helt almindelige hjem, som altid gemmer på noget ualmindeligt. Derfor kigger vi nysgerrigt ind ad nøglehullet.


Iscenesat maleri

Maleriet taler om sig selv. Som billede i en kulisse. Som maling på lærred. Som et vindue ud mod verden. Som spejl og forvrænget spejlbillede af stuens fraværende beboere. Iscenesat maleri i et iscenesat fotografi, der foregiver at være et snapshot. Et spil mellem det opstillede og det tilfældige. Som et stilleben komprimeret af symboler. Hverdagsgenstande, som får ny betydning. Dobbeltoptik.

Spøgelserne kommer ud af himmelsfæren eller inde fra potteplanten. Stikker sit grinende fjogede fjæs frem for dig. Hvem er du bange for, her midt i den godmodige forladte stue?

Er der blevet snydt og manipuleret? I et foto mimer to malede riddere de to pyntegenstande til ”prydkamphaner” på en skænk i en symmetrisk komposition, der gør dagligstuen til en absurd og humoristisk scene. Underspillet. Et småborgerligt hjem fyldt med konflikter. Normalt er de fejet bort med støvet, men nu er der sprækker i tapetet. Drama og eventyr. Måske ikke nu, men engang i tidernes morgen, da folk levede i nuet og gemte deres køleskabe for uvedkommende gæster.

Lars Heiberg er hudløst nysgerrig som den engelske kunstner Richard Billingham, og kombineret med en Matisse’sk interesse for æstetiske bevægelsesmønstre opnår han et særligt formsprog. Et formsprog hvis undersøgelser af rum viser en dobbelt bevægelse mellem at skjule og afsløre.

Af kurator og kunsthistoriker Anja Raithel