Malerimøbler og møbelmaleri



kunstens klassiske konflikt (hvis man tillader udtrykket) synes altid at have været den mellem objekt og billede, mellem varen og repræsentationen, en konflikt som i allerhøjeste grad har nået tppen i sidste århundrede. På den side har man den formalistiske og minimalistiske side af avantgarden, fra impressionisternes kromatik (Farvelære) til minimalisternes industrialiserede æsker, på den anden side en billedlinje fra symbolisterne via picasso og picabia op til forskellige postmoderne udaver af maleri og skulptur

Alting meget velkendt og gennemtygget. Mindre velkendt og gennemtygget er, bilder jeg mig ind, det der sker når man følger en af disse veje og så at sige går over grænsen for dens perfektion. hvad sker

der, når billedet er blevet så rent, så ubetydeligt og så pænt, at det tilhørsforhold til det vi i moderne tid har lagt i kunstbegrebet synes helt at være forduftet ? og modsat: hvad sker der når objektet ikke kan

blive mere køligt og apatisk og monotont, fordi kunsten ikke længere kan bære det som en nyhed ?

Med hensyn til det første tilfælde, og bortset fra den altid nærværende Andy warhol, så kan jeg tænke mig at den sene picassos tuschtegninger kan tjene som det tydeligste udtryk for det som jeg vil hen til; de er i den grad elegante, svævende, smukke og rare, at de - og billeder i samme stil - altid synes at have en tendens til at havne på vægge som rene dekorationer, som en slags forlænget tapet eller som glasurer på porcelæn- eller keramikgenstande, placeret på boghylder og vindueskarme. man kalder denne midkendte genre for “sofastykker.” Med hensyn til det andet kan jeg ikke tænke mig noget tydeligere eksempel end når den selvsamme minimalismens grand old man, Donald Judd, begyndte at lave møbler i samme formsprog og overfladebehandling som de tidligere skulpturer og på denne måde gå over grænsen, over den grænse, som Ad Reinhard, Carl Andre og andre nøjedes med at stå og stampe på i de sidste år af deres karriere

Disse tematikker: tapet, maleri, billede og møbler er det, som man stadig mindes om i Lars Heibergs arbejder. Malerierne skal bestandigt tvinges ind i en slags funktion, ligesom sofastykkerne eller fungere som vægge - eller for at være mere præcis: ligesom sofastykket er en slags forlænget tapet, vælger så Lars Heiberg, af kunstnerisk eller af økonomisk nødvendighed, for mig er det det samme, at male på kasserede tapeter og montere billederne på en slags malerivæg: en stagad tapet som en slags kulisseverden, et tapethus.

Samtidig med at Lars Heiberg med sit maleri går en slags Picasso- eller Warhol-vej for nærmest at fremtræde som en slags tapetbilleder, så sker også det modsatte: en næsten kunstindustriel produktion af papmøbler, tegninger og hjemindretningsforslag. Havde det ikke været for tegningernes æstetiske kvaliteter og for møblernes prototypeagtige fremtræden, ville det heller ikke have været mere end designmøbler i pap, vendt modesmarte arkitektstuderende eller mod kronisk flyttende og arbejdssky unge mennesker. Men Lars Heiberg nøjes ikke med bare at lave møbler. det er som om en smitte har bredt sig, og fra møblerne glider vi over til lampeskærme, lysestager og pyntehylder, som stadig kan fungere og fungerer som sådanne, men når man også ser en pladespiller og sågar med tilhørende plader, begynder man at tvivle. Nej! man begynder ikke at tvivle; man begynder ufrivilligt at le for sig selv, med en kluklatter som trænger sig på, og man bliver i tvivl om hvad ærindet egentlig er. Handler det om klassisk design, om end med avantgardistiske tendenser eller handler det om en “møbler til alle” - offensiv? handler det om forme eller er disse papmøbler snarere at betragte som billedet på hjem og indretning?

Når siden Heiberg, uden overhovedet at trække på smilebåndet, roligt forklarer at pladespilleren fungerer ganske udemærket som pladespiller, og at skulle man sætte en papplade på, så ville der også lyde. Den ville spille paplyd. Hjemmet i pap skulle genlyde af papmusik og vi skulle forflyttes til en verden af pap; en verden hvor maleri, billeder, tapeter og møbler er et og det samme, uendeligt udskifteligt med hverander og hvor forskellen mellem økonomisk nødvendighed elle kunstnerisk nødvendighed ophæves som en meningsløs forskel, og hvor forskellen mellem billede og objekt kan gøre det samme.

sådan må en verden af pap opføre sig. Sådan må man tænke sig Diogenes i Platons grotte.

Jan Bäcklun