CAMP til Overgaden

Lars Heiberg har til Overgaden produceret en maleriudstilling. Efter at have forladt maleriet i en periode viser Heiberg nu en mangfoldig maleriophængning, der leder tankerne hen på 1700-tallets saloner. Motivisk er der dog langt til salonerne; her nærmere malerierne sig 70’ernes boliginteriører med farvede tapeter og psykedeliske mønstre, tunge mørke gardiner og væg til væg tæpper.

Ud over malerier viser Heiberg videoværket Lucky Hænning, en animeret collage af billedsekvenser, der følger og fortolker Gitte Henning, der 'snakker med sig selv' og foretager et skizofrent personlighedsopgør. Baggrundsscenarierne i filmen udgøres af billedmønstre, der går igen i malerierne. I disse billeder (video og maleri) imiteres mønstre, kitschede plakattryk og farvemættede tapeter. Effekten af mønster, tapet og kitsch fremmaner Heiberg dels ved at arbejde i lag med en farvestrålende palet; men også ved en ligeså ligefrem og bramfri tilgang til sit medie, maleriet, som til fortolkningen af Gitte Henning. Malerierne bærer i denne henseende reminiscenser af tegneserie og plakattryk i skøn forening med mormors gangtapet.

Når man kan sammenligne Heiberg med 70’ernes boliginteriør er det ikke fordi malerierne motivisk er naturalistiske gengivelser heraf med Ikeaprodukter og deslige, men fordi de i deres udtryk sidestiller sig med denne karakteristiske stil, dens ikoner, møbler og andre praktiske fabrikater. Billederne fungerer som et naturligt element i boliginteriøret, hvilket understreges af fotografier af malerierne i forskellige boliger, der udstilles side om side med de fysiske malerier på Overgaden. Hermed kan man sige, at Heiberg trækker det højtidelige endegyldigt ud af maleriet som praksisform. Billederne fremstår ikke som højtidelige elementer med en særstatus i hjemmene, men mere som sofastykker, der fungerer ligeværdigt med sofaer, plyslamper og andre velkendte hjemlige elementer.

På denne måde opstår en dobbelttydighed i Heibergs udstilling. På den ene side er billederne hængt op i samme ånd som salonerne, der jo netop var eksponent for L’art pour L’art (kunst for kunstens skyld) og altså maleriets frigørelse og erhvervelse af selvstændig status og autonomitet. Og på den anden side trækker Heiberg i sit maleri netop denne status ud af maleriet igen ved at gøre det til et almindeligt dagligdagsobjekt, der kan pryde hjemmet på lige fod med en lænestol eller en stumtjener. Et fokus på maleriet som overflade, streg og dekoration med andre ord, der samtidig rummer historiske referencer og overvejelser om maleri og objekt, kunst, bolig og hverdag.

/Karen Hindsbo